Det Teologiske Fakultet > Formidling > eTEOL - elektronisk nyhedsbrev > Artikler > februar2009 > Specialeprofilen

Specialeprofilen

I hver udgave af eTEOL sættes der fokus på et kandidatspeciale fra Det Teologiske Fakultet, som har udmærket sig i kvalitet og relevans. I specialeprofilen præsenterer forfatteren os for sit emne og sine vigtigste resultater. I denne første udgave af eTEOL fortæller Kasper Dalgaard om sit speciale om targumlitteraturen.

En Targum - flere targumim

Ved et fejlopslag for otte år siden faldt jeg over en spændende jødisk myte. Denne gamle fortælling beretter, at Gud har fire nøgler, der hver repræsenterer ét af de væsentligste aspekter ved hans magt. Disse "nøglemagter", tænkte jeg, var struktureret på en sådan måde at de kunne anvendes i fortolkningen af Markusevangeliet.

Herefter lå ideen og fermenterede i mit baghovede indtil den dag, hvor jeg endelig kunne få lov at påbegynde min kandidatafhandling. Desværre viste det sig snart, at myten tilsyneladende kun fandtes i skrifter, der ikke var gamle nok til at retfærdiggøre, at de kunne have influeret indholdet af Markusevangeliet (der traditionelt dateres til ca. 70 e.kr., mens de pågældende skrifter dateres til ca. 200 e.kr. for Mishnah og 350 e.kr. for Tosefta).
Herefter var gode råd nødvendige, og heldigvis havde min vejleder et sådant, da han påpegede, at myten også fandtes i nogle aramæiske skrifter kaldet targumim, som var dateret en anelse tidligere.

Det hjalp lidt, men ikke nok - og dog, for den undersøgelse, jeg kastede mig ud i af disse mærkelige targumim, viste, at der var noget lorent ved deres traditionelle datering. Denne beroede primært på fejlslutninger, fejl og manglende data, og forskningen har siden disse dateringers fastlæggelse engang i 1800 tallet fået et langt bedre kendskab til det aramæiske sprogs dialekter og en mere velfunderet forståelse af de pågældende århundreders tidshistorie og omverden.

Men vigtigst er, at der blandt de mange skriftfund i sidste århundrede (f.eks. Dødehavsskrifterne, for blot at nævne det mest kendte) også blev fundet betydelige mængder nye fragmenter af targumskrifter, der bør ændre opfattelsen af dem fundamentalt. Det vigtigste var skriftet Targum Neofiti 1, hvis historie er lige til en spændingsroman. Det havde nemlig ligget skjult i Vatikanets kældre siden 1886 og dets indhold var ukendt, da det var blevet fejlindekseret som et andet skrift. Genopdagelsen af Neofiti i 1949 og udgivelsen af dets indhold fra 1968-71 er måske det bedste argument for den nødvendige omdatering af hele targumim-genren.

Det korte af det lange er, at min undersøgelse af undergruppen de palæstinensiske targumim (som primært udgøres af Neofiti) indikerer, at den sene datering må afvises, mens en datering til begyndelsen af det første århundrede er den mest sandsynlige. Dette betyder, at disse skrifter kan være en betydelig påvirkningskilde til udformningen og indholdet af Det Nye Testamente.

Nu må det så efterhånden være tid til at løfte sløret for, hvad en targum egentlig er for en type skrift. Uden at komplicere sagen alt for meget, så var det hebraiske sprog (som Det Gamle Testamente jo er skrevet på) så godt som uddødt ved begyndelsen af vor tidsregning, og en oversættelse til folket var nødvendig. Resultatet af disse oversættelser til aramæisk (datidens primære sprog) blev med tiden skrevet ned - og udgør targum-genren. Deres primære formål var at blive fremsagt i den jødiske gudstjeneste, og de var den almindelige jødes primære kilde til indholdet og forståelsen af Det Gamle Testamente.

Men samtidig er en targum mere end blot oversættelse, og deres indhold er ændret betydeligt i forhold til Det Gamle Testamentes grundtekst. Dels er der tilføjet et væld af myter, som udfolder og forklarer begivenhederne i Skriften, dels er der mange steder ændret grundlæggende i teksten, blandt andet ud fra de skriftkloges teologiske tolkninger og censur af steder, de ikke fandt passende for menigheden at høre.

Det står således forhåbentligt klart at disse skrifter - der kan dateres til omkring den tid hvor Jesus vandrede rundt og som var jødernes primære gengivelse af deres hellige skrift, som de hørte flere gange om ugen - kan formodes at udgøre en frugtbar mark, hvorpå kan høstes eksegestisk udbytte i form af deres påvirkninger af bl.a. de nytestamentlige skrifter, f.eks. Markusevangeliet. Hvilket bringer os tilbage til myten om de fire nøgler (kaldet Nøglemidrashen) og til den anden del af mit speciale.

Nøglemidrashen kan være et glimrende eksempel på en praktisk anvendelse af targumim som fortolkningsnøgle til Markusevangeliet. Mine undersøgelser tyder nemlig på, at Nøglemidrashen er den centrale inspiration for både det teologiske indhold, den redaktionelle udformning samt rækkefølgen af de fire største mirakler i Markusevangeliet. Disser mirakler (som jeg har kaldt Megamirakler) udgøres af Jesus' stilning af stormen, dødeopvækkelse, helbredelse af det blødende underliv samt bespisning af folkeskaren. Disse mirakler udgør hoveddelen af, hvad der traditionelt karakteriseres som et samlet afsnit af Markusevangeliet (kapitel 4-6), og de deler samtidig en lang række sproglige og indholdsmæssige elementer, der sandsynliggør, at de tidligt har udgjort en samlet fortælling.

Nøglemidrashen indeholder som sagt fire nøgler, og den sammenlignende analyse af disse med Megamiraklerne viser, at hver nøgle i både indhold og baggrund stemmer overens med et mirakel. Parrene består af Nøglen til Regnen+stilningen af stormen, Nøglen til Graven+dødeopvækkelsen, Nøglen til Infertiliteten+helbredelsen af underlivet samt Nøglen til brødfødningen+bespisningen. Hertil kommer, at de to fortællingers rækkefølge er nær identisk. Dette, sammenholdt med det væsentlige argument, at det teologiske formål med begge fortællinger er påfaldende ens - henholdsvis bevisførelsen for Guds ubegrænsende suveræne magt og Kristus' del heri - sandsynliggør, at Megamiraklernes form, rækkefølge og teologiske indhold er påvirket i væsentlig grad af Nøglemidrashen.

Hvad er så betydningen af disse resultater for den nytestamentlige forskning? Det væsentligste er, at det kan åbne for et helt nyt forskningsfelt med fokus på behandling af de palæstinensiske targumim, ud fra at de sandsynligvis kan anvendes som fortolkningsnøgler til evangelierne, og dermed kan hjælpe til med at øge vores forståelse af deres teologiske indhold. Dette kan både medføre vigtige resultater i form af viden om targumim som skriftgenre og åbne for fornyet forskning i deres indhold. Og altså vil anvendelsen af targumim ikke mindst kunne medføre betydelige nye indsigter i de teologiske ideer, som ligger bag de nytestamentlige skrifter samt indsigt i, og hvorledes man på den baggrund kan tolke begivenhederne og indholdet i dem.

Samtidig vil dette øgede fokus på forholdet mellem de palæstinensiske targumim og Det nye Testamente kunne tjene brobygningen, der igen kan binde de to testamenter i Den Kristne Bibel sammen og vise, hvorledes ideer fra Det Gamle Testamente har bevæget sig via bl.a. omfortolkningerne i targumim over til nyfortolkninger, som danner baggrund for Det Nye Testamente.